Som tiden dog går

I dag har Kalle og Sigga været her en måned. Tiden er gået med lynets hast. Det er slet ikke til at fatte. De skal allerede hjem om to uger, og der er så meget, vi gerne ville nå, mens de er her. Vi ville gerne til Vancouver Island og se store træer og besøge Bjørns ven Paul, holde far-Kalle- og far-Sigga-dag, nå flere vandreture, til Whistler, nå til Downtown og shoppe, lære mere engelsk, spille med nabo-drengen og meget andet... Det er ikke fordi vi har spildt tiden. For eksempel har vi lige været en uge i USA og besøge Paul og Sara, som vi har besøgt før. Her lavede børnene hjemmelavet æblecider, tørrede tomater, de lærte at spille akkorder på guitar af Sara og de var ude og bade i bade-springvandet. De fik begge talt en masse engelsk, og de blev vildt gode til at bruge tegnsprog som supplement. Og så fik Kalle nyt hår! Bjørn hjalp med at lægge tag på deres nybygger-hus i haven.




Børnene æææælsker the all-american corndogs.

Vi var til kunstfestival i Olympia, og i weekenden var vi til Human Kinetic Sculpture Race i Port Townsend, som er en hyggelig lille havneby nord for Olympia. Human Kinetic Sculpture Race er et venskabeligt og humoristisk race for kunstnere, der har bygget deres egen "sæbekassebil". Motoren i bilen skal være "human", og bilen skal gennemgå fire prøver. Den skal køre på land og gennem vand, sand og mudder. Vi så kun en lille del af løbet, men havde et par hyggelige dage i byen.






Paul og Kraka

Nu er vi hjemme igen, og prøver en lille uge med "hverdag". På lørdag kommer mine forældre. Det glæder vi os meget til, selvom det også er tegn på, at vi snart skal af med børnene. De skal nemlig flyve hjem med Kalle og Sigga den 23.-24. oktober.